Den fungale biosonificering: At lave musik med svampe

Svampe har hverken stemmebånd eller lunger, men på en eller anden måde kan de lave musik. Eller rettere: vi kan høre deres elektricitet omdannet til lyd. Det er essensen af fungal biosonificering: at konvertere svampes naturlige elektriske udsving til musikalske toner gennem MIDI-teknologi.

I denne proces oversættes bioelektriske impulser — små ændringer i vævets eller myceliets ledningsevne — til digitale data, der styrer synthesizere. Resultatet er ikke en “svampesang”, men en lydfortolkning af dens biologiske aktivitet. En bro mellem det organiske og det elektroniske.

I de seneste år har dette fænomen erobret de sociale medier. På TikTok og Instagram har millioner af mennesker opdaget musikere som Tarun Nayar, skaberen af projektet Modern Biology, der forbinder elektroder til en østershat og får en modulær synthesizer til at reagere på dens elektriske rytme. Hvad der begyndte som en videnskabelig nysgerrighed, er blevet til en global kunstbevægelse: en ny måde at forene økologi, videnskab og elektronisk musik.

Lidt historie: biosignalering i det 20. århundrede

Selvom svampe i dag er hovedpersonerne, er ideen om at “lytte” til biosignaler ikke ny. Dens oprindelse går tilbage til 1960’erne og 70’erne med figurer som Cleve Backster, der hævdede, at planter reagerede på tanker og følelser (“plant perception”). Selvom meget af denne forskning mangler moderne videnskabelig stringens, lagde den grundlaget for udforskningen af bioelektricitet som datakilde. Fra denne tidlige fascination har teknologi og kunst forfinet processen og søgt samarbejde snarere end mystik.

Bevægelsens hjerte: nøgleartister og projekter

Pionerer og virale skikkelser

Det mest fremtrædende navn i bevægelsen er Tarun Nayar, canadisk biolog og musiker. Hans projekt Modern Biology kombinerer ambientkunst, elektronisk improvisation og eksperimentel biologi. Nayar bruger svampes og planters bioelektriske energi til at styre tone og rytme i sine synthesizere og skaber kompositioner, der synes at ånde med myceliet.

En anden vigtig figur er Noah Kalos, bedre kendt som MycoLyco. Hans tilgang er mindre ambient og mere psykedelisk trance: rytmiske beats og hypnotiske lydlandskaber genereret i realtid af levende svampes elektriske signaler. Hans koncerter forener performance og bioteknologi, så hvert sæt bliver et bogstaveligt samarbejde mellem menneske og svamp. Kunstnere som Jo Blankenburg udforsker integrationen af biologiske data med kunstig intelligens for at skabe generativ musik baseret på svampeliv.

Fysisk integration: når svampe spiller instrumenter

I Storbritannien har kollektivet Bionic and The Wires taget ideen endnu længere. Deres system oversætter MIDI-data fra svampe til motorsignaler, der styrer robotarme. Disse arme spiller derefter fysiske instrumenter — klaverer, trommer eller guitarer — og giver svampene mulighed for at “opføre” musik i realtid.

Hvad der engang virkede som et excentrisk eksperiment, er blevet en performativ oplevelse: svampen som den usynlige dirigent for et robotorkester.

Installationer og konceptuelle udforskninger

Kunstneren Eryk Salvaggio har med sit projekt Worlding udforsket biosonificering fra et mere filosofisk synspunkt. I en installation brugte han en østershat (Pleurotus ostreatus) tilsluttet elektroder og belyst af en lampe. Efter få minutter viste målingerne spændingsspidser, som om svampen “reagerede” på lyset. Det var naturligvis ikke en bevidst reaktion, men et målbart biologisk signal – en form for interarts-dialog oversat til lyd.

Længe før de sociale medier gjorde denne tendens viral, arbejdede den britiske kunstner og komponist Mileece i over to årtier med at oversætte planters elektriske signaler til lyd. Hendes banebrydende arbejde lagde grunden til at forstå biosonificering ikke kun som et teknisk eksperiment, men som et poetisk sprog mellem arter.

Gadgets og teknik: teknologi som oversætter

Opsamlingsenheder og sonificeringsprocessen

I dag kan enhver nysgerrig person dykke ned i biosonificering med udstyr som PlantWave eller PlantsPlay 2, de mest populære på området. Begge arbejder med elektroder eller klemmer, der fastgøres på svampens eller myceliets overflade.

Disse sensorer registrerer ændringer i elektrisk ledningsevne, som derefter sendes til enheden og konverteres til MIDI-data. Nogle arter, såsom østershatten (Pleurotus ostreatus), er særligt værdsatte for deres “aktive” elektriske aktivitet, der genererer rytmiske mønstre og variationer mere udtalte end hos planter.

Den tekniske proces består grundlæggende af tre trin:

1. Biosignal: Svampen producerer en variation i elektrisk ledningsevne.
2. MIDI-enhed: Udstyret (kommercielt eller hjemmelavet) modtager signalet og omdanner det til MIDI-data.
3. Synthesizer: Lydmodulet læser MIDI-dataene og genererer lyd.

Svampen producerer signalet, men kunstneren vælger instrumentet, den musikalske skala og effekterne. Det er en kreativ dialog: biologien giver tilfældigheden, mennesket giver designet. Ud af dette samarbejde opstår unikke lydlandskaber – fra meditativt til foruroligende, altid unikke og uforudsigelige.

Tilgængelighed og Maker-kulturen

Ud over kommercielt udstyr som PlantWave og PlantsPlay 2 er biosonificeringen blomstret inden for maker-kulturen (DIY – Do It Yourself). Denne bevægelse bygger på brugen af billige mikrocontrollere, hovedsageligt Arduino, til at efterligne og udvide funktionerne i biodata-enheder.

Arduino, hjertet i det hjemmelavede kit

Nøglen til denne demokratisering ligger i, at et svamps bioelektriske signal, når det er korrekt forstærket, i det væsentlige er en ændring i ledningsevne, som kan måles af enhver Arduino-plades analoge port. Programmører, biologer og selvlærte musikere har brugt dette til at skabe:

• Åbne skemaer og tutorials: På platforme som Reddit eller GitHub tilbyder specifikke repositories (som Biodata Sonification Kits) kode og komponentlister til at bygge forstærkningskredsløb, ofte til en brøkdel af prisen på kommercielle enheder.
• Borgerforskning: Dette har gjort biosonificering til en form for borgerforskning, hvor enhver kan studere den bioelektriske respons af deres egne svampekulturer og bidrage til kollektiv viden.

Software og kreativ mapping

Når Arduino har registreret ændringerne i ledningsevne, sendes dataene til et programmeringsmiljø. Her kommer musik-hacker-kulturen ind i billedet, gennem open source og visuelle programmer som PureData (Pd) eller Max/MSP. Disse værktøjer giver kunstneren mulighed for at:

• Tilpasse mapping: Bestemme præcist, hvilken parameter af svampen der styrer hvilken lydegenskab (f.eks. kan et hurtigt spændingsspike udløse en bas, mens et langsomt skift ændrer tone eller reverb).
• Fri eksperimentering: Frigøre kunsten fra fabriksindstillinger og udforske lyd ud over apps’ presets.

Denne tekniske tilgængelighed har været afgørende for at forvandle svampemusik fra en nichekuriositet til en global DIY-kunstbevægelse.

Muligheder og perspektiver: ud over nysgerrigheden

Miljømæssige og uddannelsesmæssige implikationer

For mange kunstnere ligger værdien af denne praksis ud over lydens æstetik. Fungal biosonificering er blevet en måde at genoprette forbindelsen til naturen og huske, at myceliet er levende, aktivt og en del af et biologisk sprog, vi kun lige begynder at forstå.

I workshops og udstillinger bruges svampemusik som pædagogisk redskab til at forklare svampes rolle i økosystemer: deres funktion i næringsstofkredsløbet og deres usynlige kommunikationsnetværk under jorden. At høre en svamp “spille” bliver en auditiv metafor for dette skjulte liv.

Videnskabelige studier og anvendelser

Inden for videnskaben undersøger forskere, hvordan lyd og vibrationer påvirker svampes vækst. Eksperimenter med arter som Trichoderma harzianum indikerer, at visse frekvenser kan stimulere produktionen af sporer eller enzymer.

Samtidig tilbyder biosonificering en potentiel metode til at studere bioelektrisk kommunikation i myceliet, hvilket åbner mulighed for at kortlægge, hvordan kolonier reagerer på eksterne stimuli som lys, fugtighed eller berøring.

Debat og skepsis: kunst eller støj?

Videnskabelig kritik

Ikke alle er overbeviste. Mange forskere hævder, at de bioelektriske udsving i svampe er for langsomme eller svage til at danne komplekse melodier. Det, vi hører – siger de – kan delvist være forstærket elektrisk støj eller miljøforstyrrelser.

Alligevel hævder kunstnere, at værdien ikke ligger i den videnskabelige renhed, men i den kreative mapping af data til musikalske skalaer. Det, som videnskaben kalder “støj”, gør kunsten til rytme, tekstur og følelse.

Kunstnerisk og filosofisk autenticitet

Der er også en mere filosofisk debat: Er svampen komponisten eller blot en biologisk controller i et menneskeligt instrument? Hvor begynder og slutter ophavsretten?

Dette spørgsmål resonerer med teorierne om dyb økologi og sonisk posthumanisme. Inspireret af tænkere som Donna Haraway ligger værdien i at decentralisere den menneskelige forfatterskab og anerkende svampen som en organisk medskaber. Det er en praksis for radikal lytning, der udfordrer vores musikalske og biologiske hierarkier og antyder, at intelligens ikke kun tilhører det menneskelige.

Mere end en viral trend er fungal biosonificering en øvelse i lytning. I en tid overfyldt med digital støj giver det at omdanne en svamps elektricitet til musik os noget oprindeligt tilbage: erkendelsen af, at livet har rytme, at biologien pulserer, og at der under skovens rødder også gemmer sig en melodi.